Landmandsvejledning vedr. støtte til tørret foder 2007/2008

 

Indledning

EU yder støtte til tørring af grønne afgrøder. Støtten ydes til grønttørrerierne som produktionsstøtte på basis af grønne afgrøder leveret på kontrakt med landmændene. Formålet med denne Landmandsvejledning er at beskrive de støtteberettigede afgrøder og arealer samt kontraktkrav og kontrol.

 

Støtteberettigede afgrøder

”Kunsttørret foder” det vil sige produkter fremstillet af urteagtige bælgplanter (ærter, bønner, vikke, lupiner, lucerne, sneglebælg, kløver), urteagtige græsser og grønthøstet hele planter af korn (rug, byg, hvede, havre, majs, sorghum, boghvede, hirse og kanariefrø) med umodne kerner, som er kunstigt tørret ved varme.

 

Udbetaling af støtten

Støtten udbetales til det grønttørreri, som nedtørrer din afgrøde. Selvom støtten tilfalder

grønttørrerierne er der en række betingelser, som du skal være opmærksom på ved dyrkning af afgrøder, som leveres til tørringsindustrien.

 

Særlige bestemmelser.

Proteinafgrøder og energiafgrøder

En afgrøde fra en mark må ikke leveres til tørring med EU-støtte, hvis der samme år er søgt forhøjet støtte til proteinafgrøder på marken, eller hvis marken samme år er omfattet af en kontrakt om energiafgrøder.

Det er heller ikke tilladt at levere efterslæt til tørring med EU-støtte af en efterafgrøde fremvokset efter høst af proteinafgrøder eller energiafgrøder fra ovennævnte marker.

 

Udtagne arealer

For en mark, der er braklagt under enkeltbetalingsordningen, må plantedækket i perioden 16. januar til 31. august ikke leveres til tørringsindustrien. Det er efter 31. august tilladt, at levere slæt fra en udtaget mark til fremstilling af tørret foder med produktionsstøtte til virksomheden, forudsat det tørrede foder anvendes på egen bedrift (løntørring). Det er dog en betingelse, at det plantedække, der er fremvokset i udtagningsperioden bliver slået efter den 1. august og mindst 14 dage før, der tages slæt til tørret foder.

Hvis du har en non-food afgrøde på et udtaget areal, kan der ydes støtte til en eventuel efterafgrøde efter 31/8.

 

Marker med tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger

Fra marker, som modtager tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, kan du også levere støtteberettigede afgrøder til tørring med støtte. Dette gælder dog ikke marker, der er omfattet af tilskud til udtagning af agerjord i 20 år, og marker, der er omfattet af ordningen om skovrejsning.

 

Hvad skal du foretage dig?

 

Hvis du ønsker at levere afgrøder til tørringsindustrien, skal du inden afhøstningen indgå en

kontrakt med det grønttørringsfirma, som skal nedtørre afgrøden med støtte. Kontrakten kan indgås frem til og med den 28. november i det pågældende produktionsår.

Kontraktformularerne kan fås ved henvendelse til det lokale grønttørreri eller via grønttørreriernes brancheorganisation KI-SAM. I kontrakten skal du oplyse marknumrene (hvis du søger om støtte under enkeltbetalingsordningen, skal markblokkens feltnummer og løbenr. også angives) for de marker, som du ønsker at dyrke afgrøderne på. Hvis du søger støtte under enkeltbetalingsordningen,

er det vigtigt, at der er fuld overensstemmelse mellem angivelserne i

kontrakten og i den markplan, som indgår i ansøgningen om enkeltbetalingsordningen.

Ved udfyldelsen af ansøgning om enkeltbetalingsstøtte kan du angive, at du ville dyrke afgrøder (inkl. efterslæt) til levering til tørringsindustrien ved i markplanen at sætte et X ud for de pågældende marker. Har du sat et X, kan du senere ombestemme dig.

Hvis du ikke søger støtte under enkelt-betalingsordningen skal kontrakten vedlægges en skitse, der viser de pågældende marker med angivelse af matrikelnummer og areal i hektar med 1 decimal. Du kan også hos Direktoratet for FødevareErhverv rekvirere markkort, som i udfyldt stand kan vedlægges kontrakten i stedet for en skitse.

 

Kontrol

Såfremt det ved kontrollen konstateres, at der er leveret afgrøder i strid med reglerne om forhøjet

proteintilskud eller støtte til energiafgrøder kan der ikke ydes støtte til tørret foder, og

det kan eventuelt medføre sanktion. Det er derfor vigtigt, at du sætter dig ind i disse regler.

Reglerne om enkeltbetalingsordningen er beskrevet i ”Vejledning om enkeltbetalingsordningen”.